Billeder fra spillejob / Firmafest den 19. oktober 2002 på en gård i Grindsted
Ligesom sidste år var den årlige firmafest henlagt til Kurt's landejendom lige uden for Grindsted. Efter et par runder i byen fik vi bakket til bag gården i det våde efterårsgræs. Og der var hun så - dejlige Anita, som siden vi var der sidst er blevet til Fru Sunesen fordi hun har sagt "ja" til sin Peter, som forresten havde arrangeret hele festen.

Man må sige at den gode Peter havde haft gang i fantasien. Country & Western var aftenens tema. Der var strøet halm på gulvet, noget der skulle vise sig at være en dårlig ide.

Der var også sørget for den rette cowboy stemning, for der var pistoler og ammunition til alle gæsterne. Du kan se en lille video fra "festsalen" ved at trykke her.

Godaften og velkommen til countryparty, sagde direktøren, Og gjorde samtidig opmærksom på at der var placeret brand-sprøjter i hvert hjørne af det halmfyldte lokale. Det var selvfølgelig direktør Kurt, som var sherif. Han var selv blandt de første ved "ta-selv-bordet", selv om han sagde at dem med dårlige tænder skulle ha' mad først.

Devito var også i lidt mere afslappet countryagtig påklædning denne aften. Du kan høre lidt af den lige så countryagtige musik der blev serveret ved at se denne video.

Vi var selmt nervøse da denne herre med ild i blusen satte sig ned i halmen. Det viste sig at være koldbrand, så halmen blev ikke antændt. Det gjorde CD-afspilleren derimod.

Manden med koldbrand viste sig at være brændt varm på Cowboy Lone. Hun kom ridende ind i gildesalen mens hun sang country fra karsken bælg. Der var ikke højt til loftet. Men Cowboy Lone er smart, hun sprang ned af hesten og satte i stedet Sherif Kurt op på hesten. Sjovt at en kvinde kalder sig Cowboy. Se Cowboy Lone's hjemmeside her.
Host host host - hvad var det for en stank - det var bordet lige ved siden af musikken som havde taget sig nogle ordentlige cigarere - og det var noget der kunne lugtes. Så måtte vi ha' gang i udluftningen. Per's kuffert blev sat i klemme i det gamle staldvindue så vi igen kunne trække vejret og spille mere musik under middagen som du kan lytte til her.
De to yndige kvinder som vi her nyder vores kolde mad sammen med, sørgede for at alle fade var fyldte, men sørgede også for at der var øl og sodavand til musikken. Se det er en sovseske der er til at forstå. Sovsen var det så kendte whiskysovs fra Jensens Bøfhus, og den går man jo aldrig fejl af - Devito elsker sovs og gode ben.
Hvis du vil vide, hvorfor den storsmilende serveringsdame sidder med en lighter i hånden, så hold musen ind over billedet og få syn for sagen.

Mens vi spiste og hyggede os med det venlige personale i mørket over i stuehuset, var der gang i det i festsalen. To piger fra Square dance klubben instruerede i squaredance.

Nu viste det sig at Peters ide med halm på gulvet var knap så god som det lige så ud til. De mange squaredansende gæster hvirvlede halm og støv op i luften. Det var ikke så rart endda. Denne skjønne quinde, var nu ligeglad med støv, hun var kommet til fest og agtede at tage det med et smil. Andre måtte ud og sunde sig med åndenød og anfald af høfeber.
Det var ikke særligt behageligt at skulle synge med alt det støv i luften, det gik rent ind og satte sig på stemmebåndet, og det var meget vanskeligt at synge som vi plejer. The show must go on, og gæsterne hyggede sig - og helt ærligt - det gjorde vi også - det var rigtig hyggeligt.
Med masser af dans på halmgulvet. Klokken et sluttede festen med natmad og Taxa ind til byen, hvor de hardcore festdeltagere kunne feste videre i det vilde natteliv som efter signe findes i Grindsted.
Et billede som passer lige i familiealbummet. Det her er til gengæld knap så ønskeligt. Alt udstyr var dækket af et tykt lag støv, så alt skal pakkes ud og blæses rent for støv når vi kommer hjem - en del ekstra arbejde.
Vi har jo fundet underlige billeder på væggene de sidste par gange vi har hentet billeder hjem fra fester. Denne gang er det en plakat af Sherif Kurt vi er faldet over. Der var mange interessante ting at kikke på under denne countryfest. Vi faldt f.eks. for den her hat, som fotografen desværre kun fik halvt med i billedet.


Dette job blev formidlet af
Devito - Danmarks bedste duo