Billeder fra spillejob / Nørre Snede Kro - 1. december 2001
Mødestedet, står der over døren til Nørre Snede Kro. Selv om der ikke kommer lige så mange mennesker som for år tilbage, så mødes en del danseglade stadig her. Per ankommer med trøjen godt oppe om ørerne. Det er jo den kolde årstid, med det er også den første dag i julemåneden, så man må vel forvente lidt kulde.
Mehmet, som den Kurtiske ejer af kroen hedder, elsker at spille guitar. Faktisk kan han få den til at lyde som det Tyrkiske nationalinstrument saz'en ( se her ). Dagens første gæst. Han ankommer altid ved 18:30 tiden og holder udenfor i sin van og spiller Kandismusik for fuld damp så vinduerne dugger til.
Hans Henrik er også på pletten, som han altid er når Devito spiller på Nørre Snede Kro. Han havde ikke så god tid denne lørdag, havde fået ny kæreste. Lige inden man skal på scenen, er det rart med en kop kaffe. Mange tror at musikere kun drikker øl, men kaffe er altså det bedste til at smøre halsen med.
Der var ikke så meget at lave i garderoben. Der kommer ikke så mange til fest i Nørre Snede som i de gode gamle dage - måske på grund af julefrokoster andre steder. Et par friske gæster fra Odder, som kom iklædt nissehat. Faktisk havde Devito lovet at være i nissetøj, men det løfte blev ikke holdt. Skal aldrig ské igen.

Heldigvis var der en behjertet person på kroen som havde en ekstra nissehue til drengene. Vi tog selvfølgelig huerne på selv om vi fik "hattehår". Aftenens lamseben sad under denne røde bluse. Der er ikke noget så skønt som et par flotte dameben - det skulle da lige være en god brun sovs.
Pausetid er også madtid - smørrebrød og lun fiskefillet, sådan har det været i de 5 år vi har spillet til bal på Nørre Snede kro - men traditioner skal jo holdes i hævt. Det er igen kaffe som skal lindre de hårdt prøvede stemmebånd, men denne gang kan vi godt supplere med en svalebajer og en danskvand. Per drikker ikke øl ???
Thomas var frisk i baren, og serverede Devito Special, en drink som ingen har smagt. Du har chancen hvis du ligger vejen forbi Nørre Snede Kro en lørdag aften. Bimmer fra Herning var igen på besøg. Sidst vi mødte ham var til nytårsballet i 2000 (se her ). Denne gang gik det fint, med California Blue - !!
Sådan ser Guldhammer ud set fra kanten af mikseren. Per tager helst ikke billeder, for det er ikke let at slippe keyboardet og spille samtidig siger han.

Et kik i farmors dåse, som rummer den ene gotte efter den anden, og hun deler flittigt ud af alle de gode sager til både højre og venstre.

Så var der ham der fik for meget rødvin og tog sig en lille lur i de bløde sofaer ved indgangen. Per er på jagt efter det høje A.
Dansegulvet var pænt besøgt, men kun så længe der bliver spillet rent dansktopmusik. Ikke for lang til højre, og slet ikke til venstre, men lige på dansktoplinien. Heldigvis har Devito repertoire til at spille en hel aften med dansktop, eller en hel aften med rock for den sags skyld, det er bare at bladre lidt frem i tekstmappen.
Så er nisserne på dansegulvet igen. Hunnissen Helle elsker at danse, og begge var på gulvet til næsten samtlige numre, men så måtte der også skiftes sko. Bodil har fødselsdag, og det har hun jo, og det er i dag. Klap klap klap med Bodil i midten efterfulgt af en omgang til musikken. Billigt når det er en duo !!
Det lakker mod enden, aftenens sidste nummer er på trapperne, og i baggrunden synger Jann og Per deres udgave af den store klassiker - Crazy. Efter 5 timers dansemusik er der rart at få fødderne lidt i vejret, og ikke mindst nyde en dejlig kop dampende varm kaffe, men vi vender aftenens show på godt og ondt.


Dette job blev formidlet af
Devito - Danmarks bedste duo